Tilvækst, høst og tørring

Udbyttet af frøgræs afhænger af følgende faktorer: 1) Antal aks (top­peeller duske) pr. arealenhed, 2) Småaks pr. aks, 3) Blomster pr. småaks, 4) % frøsatte blomster, og 5) Kornvægt. Undersøgelse af 36 sorter af alm. rajgræs viste, at antal aks pr. kvadratmeter var en vigtig faktor hos de undersøgte sorter. Det ses af følgende tal. De 36 sorter var delt i 3 grupper med 12 sorter i hver gruppe (Dansk Frøavl 65:160):

Elgersma (1991) refererede undersøgelser fra en række hollandske marker, hvor blomster med frø varierede fra 8% til 93% af totalt antal blomster. Gennemsnittet var ca. 65% frøsætning. Hun omtalte også andre årsager til mangelfuld produktion i forskellige processer efter skridning. Hendes opfattelse fremgår af tabel 26.

Hampton (1991) beregnede, at det potentielle udbytte i alm. rajgræs er ca. 8 tons frø pr. ha. De faktorer, der indgår i beregningen, ses i tabel 27. Tallene til venstre er potentielt udbytte efter Hamptons angi­velser, mens tallene til højre viser et beregnet udbytte, der omtrent passer på et gennemsnit af de ovennævnte 36 sorter (Dansk Frøavl 65:160). Der er langt fra de virkeligt høstede udbytter til den potenti­elle produktion.

Efter Elgersma 1991

Tabel 27. Muligt og opnået udbytte. 

Græssernes inderavner har stort set opnået maksimal størrelse og tørstofvægt ved blomstring, og de udgør hen ved 25% af den samlede frøvægt ved modenhed. De øvrige 75% skal dannes i en kort periode, der for de fleste arter ikke er længere end 4-5 uger.

I de første dage efter befrugtningen er indlejringen ringe, fordi frøan­læget består af få celler. Det betyder, at den periode, hvor indlejringen virkelig sker, ikke er mere end ca. 3 uger for en række arter, f.eks. rapgræs og rød svingel. Indlejringsperioden er noget længere for timothe og rajgræs.

På et tidligt udviklingstrin findes et stort antal umodne frø, hvis korn-vægt og spireevne er stigende. Antallet af fuldmodne frø, der sidder løst, er lille. I løbet af modningsperioden bliver antallet af umodne frø, der tiltager i kornvægt, efterhånden mindre end det antal frø, der er fuldmodne og stærkt udsat for spild. Mellem de to yderpunkter finder man i ganske få dage en balancetilstand, hvor tilvæksten i de umod­ne frø svarer til tabet i de fuldmodne frø. I denne korte periode må høsten ske.

Figur 11. Modningsforløbet. Skematisk.

Indlejrings- og modningsperio­den kan deles i 3 faser: I første fase øges frøets totale vægt (grønvægt) og tørstofvægt, og vandprocenten falder langsomt. I den følgende periode er grøn-vægten konstant, mens tørstof-vægten stiger og vandprocenten falder. I den tredje periode, der er den egentlige modningsperio­de, er tørstofvægten konstant, mens vandindhold og vandpro­cent falder hurtigt.

Hvis der skårlægges for tidligt, går man glip af den tilvækst, der ville være sket, hvis afgrøden var blevet stående. Hos tvemodne arter kan de mindst udviklede frø være så grønne, at de høstes med en dårlig spireevne på grund af tærskeskade. Hos arter med en ensartet mod­ning vil man som regel få en god spireevne ved tidlig skårlægning. Tidlig direkte tærskning, før frøets vandindhold er faldet til 30 - 35%, medfører en meget betydelig risiko for skade på spireevnen.

Udskydes høsttidspunktet, så afgrøden får lov til at blive overmoden, tager spildet overhånd, og desuden risikerer man, at spireevnen går ned som følge af, at nogle frø i liggende afgrøder spirer helt eller del-vist i ugunstigt vejr. Skårlægges så sent, at frøet sidder løst, kan afgrøden blive "tærsket" under skårlægning og senere ved indføring i mejetærskeren. Det kan medføre uhyggeligt store tab.

I et forenklet eksempel i tabel 28, gældende for alm. rajgræs, er der regnet med ca. 5 uger fra blomstring til gulmodenhed. I denne periode på 35 dage skal hele indlejringen i kim og frøhvide ske. Da indlejringen er langsom i første og sidste del af perioden, må der indlejres 4 - 5% pr. dag midt i perioden. Omkring gulmodenhed begynder dryssespildet, og skematisk kan indlejring og spild angives med tabellens tal.

Tabel 28. Tilvækst og tab i alm. rajgræs. Skematisk.

Tabel 29. Modenhed ved skårlægning (S) og direkte tærskning (D).

Figur 12  viser tydeligt, at der kan tabes meget ved at høste for tidligt eller for sent, men det er også vigtigt at høste på en dag med fint vejr. Afgrøden må ikke være våd af dug eller regn, når den tærskes. I tørt vejr og i en tør afgrøde kan kniven skære sig fri, snegl og indføringskæde kan tage afgrøden ind i cylinderen uden stop, halmrysteren kan ryste de tørre frø fra den tørre halm, og materialet kan holdes svævende hen over soldkassen. I en våd afgrøde mislyk­kes alt dette med tab til følge.

Luftens fugtighed bør kontrolleres, inden man kører ud. Det gøres ved aflæsning af et tørt og et fugtigt termometer. Forskellen mellem de to termometre angiver direkte vejrets egnethed til tærskning (tabel 30). Tallene i () er relativ luftfugtighed ved 20°C.

Spild kan forekomme på forskellige måder: Dryssespild for skårlæg­ning eller tærskning, spild ved skårlægning, spild fra en skårlagt afgrøde, spild ved indføring i mejetærsker, mangelfuld rentærskning, dårlig renrystning, samt spild fra solde. Nogle arter er så spildsom­me, at man må affinde sig med et ret stort dryssespild før høst, hvis der tærskes direkte. De øvrige former for spild bør kunne holdes nede på et rimeligt niveau i godt vejr.

Skårlægning øger arbejdet i forhold til direkte tærskning, men er nødvendig for tvemodne arter, stående afgrøder af spildsomme arter, og for afgrøder med stærk gennemgroning af bundgræs før høst.

Skårlagte afgrøder eftermodner i skåret, og i godt vejr får man afgrø­den så stærkt nedtørret, at det aftærskede frø kun kræver en let tørring, eller under gunstige omstændigheder straks er lagerfast. I fugtigt vejr giver skårlægning vanskeligheder, fordi mange afgrøder er spildsomme eller spirevillige. De tåler ikke vending og dårligt nok løftning eller underskæring. Gør man ikke noget, men håber på godt vejr, gror genvæksten igennem skåret.

Man bør som hovedregel vente med tærskning af en skårlagt afgrø­de, til afgrøden er så tør, at det aftærskede frø er lagerfast, men spildsomme arter, som f.eks. eng-svingel, kan med fordel tærskes efter en kort vejring. Derefter tørres frøet færdigt i laden.

Frø, der er mejetærsket direkte, vil næsten altid kræve tørring. Den bedste løsning er et plantørreri med kold eller svagt opvarmet luft. Man mener, at der under langsom tørring sker en eftermodning, der er vigtig for at opnå en god spireevne hos de halvmodne frø, der findes i de fleste frøvarer. Uanset om det er rigtigt eller ej, vil frøet få tid til at falde til ro med nedsat åndingsaktivitet ved langsom tørring. Tørring må dog ikke tage så lang tid, at frøet mugner. En uge efter høst bør det være tørt.

Ved placering af frø på et tørreri er det vigtigt at huske, at tørreluften altid søger igennem, hvor modstanden er mindst. Frøet må lejres i ens tykke lag og med samme tæthed overalt. Fast lejrede partier, våde partier og hjørner langt væk fra tørrekanalen er områder, hvor der kan ske skader.

Frøfirmaernes rensemaskiner indstilles normalt på grundlag af ren­semesterens erfaringer, men helt moderne maskiner har indbygget elektronik til styring af processen. Renseanlæggene er udstyrede med blæst- og soldsortering, samt triører og kasteborde, og der er fle­re returløb. Der går altid en del frø tabt ved rensning, men tabet er mindst ved gode råvarer. Er der meget ukrudt i et parti, kan der tabes meget frø ved rensning.

Tabel 33. Eksempler på tab ved host af alm. rajgræs.