Stængeldannelse

Der er stor forskel på græsarters tilbøjelighed til at sætte stængel. Denne evne, eller rettere manglende evne til stængeldannelse, afgør udlægsmetoden og benyttelsen. Vore almindelige græsser kan klas­sificeres efter evne til at give frø i første frøavlsår efter udlæg i vårbyg. Det er gjort i figur 3 side 14, der i store træk viser forholdet mellem græssernes frøudbytte i 1. og 2. frøavlsår efter udlæg i vårbyg.

 

Figur 2. Fremspiringsprocent af græsser ved forskellig sådybde.

 

 

Tallene er skematiske. I den samme mark eller på den samme ejen­dom kan man godt få større udbytte af f.eks. rød svingel i første år end i andet år. Derimod skal man ikke regne med, at ital. rajgræs giver lige meget frø i første og andet år, og tilsvarende vil det være uhyre sjældent at få et godt udbytte af engrapgræs i første frøavlsår.

 

Rød svingel og hundegræs, der lægges ud i vårbyg, er ret stærkt påvirket af vækstkårene i udlægsåret. Opnås en kraftig bestand i løbet af efteråret, kan frøudbyttet være højt i første frøavlsår. Er høsten sen, og efterårsmånederne kolde og tørre, kan udviklingen hæmmes, så udbyttet i 1. år bliver lavt. Engrapgræs kan i værste fald sætte så få stængler efter udlæg i vårbyg, at udbyttet ikke kan betale udgifterne ved høst.

 

Rød svingel og engrapgræs lægges nu i stigende grad ud i vintersæd og vinterraps. Derved opnås en længere periode til etablering og som regel et godt resultat. Hundegræs kan også lægges ud i vintersæd, men det er næppe almindeligt.

 

Risikoen ved udlæg af hundegræs og rød svingel i vintersæd er, at græsudlægget bliver så kraftigt, at høsten af vintersæd generes. Risikoen er størst, når en lav vinterhvede er dæksæd, og vejret er tørt i maj og juni, men fugtigt i juli.

 

---

Håndbog i Frøproduktion" er skrevet af Anton Nordestgaard og Sigurd Andersen. Eventuelle spørgsmål til indholdet kan rettes til .