Artsforskelle

Hundegræs og eng-svingel var de to arter, hvor udsædsmængden havde størst betydning. Rajgræs, ital. og alm., var bedre i stand til selv at regulere skudtætheden, og store udsædsmængder tåltes bedre af rajgræs end af de øvrige arter.

 

Udbyttet af eng-svingel, rød svingel, timothe og engrapgræs er i en frømarks første år ret stærkt påvirket af udsædsmængdens størrelse. I markens 2. år har udsædsmængden mindre betydning, medmindre der sås så lidt, at bestanden er tynd og åben i både første og andet år.

 

I tabel 2 er vist de udsædsmængder, der kan angives som passende ved såning på 11-12 cm rækkeafstand. Den mindste såmængde gælder under gode forhold, mens den største bør holdes i reserve hjemme i laden og kun bruges, hvis forholdene er ugunstige. Hvis rajgræs sås i august efter en kornafgrøde, vil jorden som regel være så tør, at største udsædsmængde må bruges. I () er tilføjet markspiringen i % under gode forhold (se desuden hovedtabel A bagest i bogen).

 

Tabel 2. Anbefalede såmængder. Såning på 11-12 cm rækkeafstand.

Ital. rajgræs tetraploid (50)

6 - 12 kg

Ital. rajgræs diploid, alm. rajgræs (50)

4 - 8 kg

Engsvingel (40)

4 - 8 kg

Hundegræs (50)

2 - 4 kg

Rød svingel (40)

3 - 6 kg

Timothe (20)

2 - 4 kg

Engrapgræs og alm. rapgræs (10)

4 - 8 kg

 

Regner man med 100 planter pr. m2 og 11 cm rækkeafstand, vil der bli­ve gennemsnitligt 9 cm mellem planter i sårækken. En fuldkommen ens bestand kan ikke etableres, men som en grov regel kan siges, at bestanden er god, hvis der er mindre end 3-5 spring på over 15 cm pr. m2, og tilsvarende mindre end 3-5 tilfælde, hvor planterne står tættere end 5 cm.  

 


Håndbog i Frøproduktion" er skrevet af Anton Nordestgaard og Sigurd Andersen. Eventuelle spørgsmål til indholdet kan rettes til .


Svend Tveden-Nyborg, - siden er sidst opdateret d.12. maj 2012
Copyright 2007-2010 • Aarhus Universitet • Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Webportalen er hostet af Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet