Artsforskelle
Hundegræs og eng-svingel var de to arter, hvor udsædsmængden havde størst
betydning. Rajgræs, ital. og alm., var bedre i stand til selv at regulere
skudtætheden, og store udsædsmængder tåltes bedre af rajgræs end af de
øvrige arter.
Udbyttet af eng-svingel, rød svingel, timothe og engrapgræs er i en
frømarks første år ret stærkt påvirket af udsædsmængdens størrelse. I
markens 2. år har udsædsmængden mindre betydning, medmindre der sås så
lidt, at bestanden er tynd og åben i både første og andet år.
I tabel 2 er vist de udsædsmængder, der kan angives som passende ved
såning på 11-12 cm rækkeafstand. Den mindste såmængde gælder under gode
forhold, mens den største bør holdes i reserve hjemme i laden og kun
bruges, hvis forholdene er ugunstige. Hvis rajgræs sås i august efter en
kornafgrøde, vil jorden som regel være så tør, at største udsædsmængde må
bruges. I () er tilføjet markspiringen i % under gode forhold (se desuden
hovedtabel A bagest i bogen).
Tabel 2. Anbefalede såmængder. Såning på 11-12 cm rækkeafstand.
|
Ital. rajgræs tetraploid (50)
|
6 - 12 kg
|
|
Ital. rajgræs diploid, alm. rajgræs (50)
|
4 - 8 kg
|
|
Engsvingel (40)
|
4 - 8 kg
|
|
Hundegræs (50)
|
2 - 4 kg
|
|
Rød svingel (40)
|
3 - 6 kg
|
|
Timothe (20)
|
2 - 4 kg
|
|
Engrapgræs og alm. rapgræs (10)
|
4 - 8 kg
|
Regner man med 100 planter pr. m2 og 11 cm rækkeafstand, vil der blive
gennemsnitligt 9 cm mellem planter i sårækken. En fuldkommen ens bestand
kan ikke etableres, men som en grov regel kan siges, at bestanden er god,
hvis der er mindre end 3-5 spring på over 15 cm pr. m2, og tilsvarende
mindre end 3-5 tilfælde, hvor planterne står tættere end 5
cm.
Håndbog i Frøproduktion" er skrevet af Anton Nordestgaard og
Sigurd Andersen. Eventuelle spørgsmål til indholdet kan rettes
til .
Svend Tveden-Nyborg, - siden er sidst opdateret d.12. maj 2012