Efterårsbehandling af varige marker

Efter 1. års frøhøst dør de frøbærende skud, men nye skud dannes i løbet af sommeren, og de fleste 2. års frømarker vil være tilbøjelige til at blive for tætte. Man må derfor prøve at begrænse sideskuds­dannelsen efter første frøhøst. Det kan ske ved harvning, afbrænding eller afhugning i løbet af efteråret. Bestanden kan udtyndes ved harvning, mens formålet med afbrænding og afhugning er at svække bestanden, så der er mindre tilbøjelighed til dannelse af sideskud. Man håber, at de tilbageblevne skud bliver så kraftige, at de kan sæt-te frøbærende stængler det følgende år.

 

Sideskudsdannelsen er ifølge alle erfaringer kraftigst i en tynd bestand. Når behandling i det hele taget har en virkning, må det skyldes, at det enkelte skud først skyder nye sideskud, når det har nået en vis udvikling. Som hovedregel gælder, at et skud skal have 3-4 bla­de, for det sætter sideskud. Det er sandsynligt, at skuddet også skal have denne udvikling, for dets vegetative vækst afløses af aksedannelse, og målet er at fremme skuddet så meget, at det er følsom for ver­nalisering i koldt vejr, men ikke kraftigt nok til at danne sideskud.

 

Ved harvning udtyndes bestanden, men det kan være vanskeligt at opnå den rette grad af udtynding og få marken gjort jævn igen. Behandlingen må ske med fjedertandsharver med smalle tænder, så grønsværen ikke rives op i flager. En kraftig harvning må efterfølges af harvning med lette harver og sidst en tromling for at få markens overflade jævn igen. Det er en fordel ved harvning, at man kan løfte harven, hvor bestanden er tynd. En ulempe er, at der trækkes mange sten op, og frø af ukrudt får mulighed for at spire i den harvede jord.

 

Afbrændingens princip består i at svække planterne så meget, at de først når 4-bladsstadiet i begyndelsen af oktober. De må gå vinteren i møde i en god kondition, men det vil som regel også let nås, hvis ikke afbrændingen har været for kraftig.

 

Ved afbrænding er der ikke tale om en udtynding, men man kan pletvis få total ødelæggelse af plantebestanden. Spredning, evt. snitning, vil dog bidrage til afbrændingens jævnhed. Det er vigtigt, at ikke ale­ne halmen brænder, men al stub bør brændes ned til 2-3 cm over jor­den. Svagere afbrænding giver for ringe effekt. Kraftigere afbræn­ding kan svække skuddenes vækstpunkt, så skuddene dør.

 

Halmen skal være så tør ved afbrænding, at ilden fejer let henover halm og stub. Er halmen fugtig, så ilden ligger og ulmer, kan varme-påvirkningen være så langvarig, at planterne dør. Man må undgå ska­der på læhegn, naboafgrøder og bygninger, og røgen må ikke genere trafik eller beboere i parcelhuse.

 

De yderste rækker halm kan brændes, inden halmen er helt tør, så ilden kan styres. Risikoen for brandskade er mindre midt på stykket, men ved afbrænding tidligt på eftermiddagen skal man være opmærksom på risikoen for hvirvelvinde (skypumper) , der kan flytte brændende halm langt væk.

 

Afhugning er ligesom afbrænding et middel til at hæmme plantens vækst. En række resultater viser, at plantens kulhydratniveau sænkes ved afhugning. Samtidig fjernes en del kvælstof, og den almindelige opfattelse er, at plantens evne til at danne sideskud formindskes.

 

En afhugning kan dog virke modsat hensigten. Hvis hovedskuddet hæmmes meget af afhugningen, og sideskuddene netop har en passende udvikling, kan sideskuddene fremmes på hovedskuddets bekostning. I langt de fleste tilfælde hæmmes dannelsen af sideskud.

 

Afpudsning i bund lige efter frøhøst er et alternativ til afbrænding. En let afhugning kan eventuelt gennemføres flere gange i løbet af efteråret. Det er en nem og billig metode, hvis man lader det afhuggede ligge. Desværre viste en række forsøg, at man fik den bedste virk­ning, når det afhuggede græs fjernedes. Årsagen er formentlig, at afhugget græs virker som et isolerende lag, der øger risikoen for frostskade i april og maj det følgende forår.

 

Der blev gennemført forsøg med afbrænding og afhugning i løbet af vinteren. Rød svingel var med i forsøgene i 6 vintre, engsvingel i 5 og hundegræs i 9 vintre. Resultaterne i tabel 35 viser, at eng-svingel tålte en behandling i løbet af vinteren.

 

Rød svingel og hundegræs gav langt det største udbytte ved en afhug­ning ca. 1. oktober. Behandling om vinteren var katastrofal. Konklusionen må være, at en frømark ikke bør røres om vinteren, medmindre der er tungtvejende grunde til at gøre det.

SP ber. 1938

 

Frøudbytterne i 2. frøavlsår fremgår af figurerne på side 72. Frøudbyt­terne er relative tal, hvor 100 er gennemsnit af alle forsøgsled 1-12.

 

For led 1, ubehandlet, er resultaterne markeret for både x uden afpudsning af genvækst og y med genvækst afpudset og fjernet ca. 3. oktober. Denne afpudsning havde mindre betydning for led 2-12, hvorfor der for disse led kun er vist gennemsnit af x og y.

 

Den samtidige afbrænding, lige efter frøhøst i led 2, 3 og 4, havde nogenlunde samme effekt på frøudbyttet hos begge sorter af engrapgræs og begge sorter af rød svingel. De små forskelle mellem dis-se led var i ingen af tilfældene sikre.

 

Åfpudsningen, led 1 afdeling y ca. 1. okt., var hos begge sorter af engrapgræs en lidt bedre behandling end afbrændingerne i led 2-4 lige efter første frøhøst. Hos begge sorter af rød svingel gav afbrænd-ing en positiv effekt, som hos marktypen Rubina var stor.

 

Udsættelse af afbrændingen i 3 eller 6 uger, led 5 og 6, gav hos engrapgræs Erte er ret betydelig stigning i frøudbyttet, medens en udsættelse i 9 uger, led 7, gav et mindre tab.

 

Figur 13. Relative værdierforfrøudbytte i 2. frøavlsår. Gns. afforsøgsled 1-12 = 100. 

SP ber 1938.

 

Hos plænetypen af engrapgræs, sorten Trampas, og hos begge sor­ter af rød svingel gav udsættelsen af afbrændingen i 3, 6 og 9 uger et betydeligt fald i frøudbyttet. Faldet tiltog, desto senere afbrændingen fandt sted.

 

Behandlingen i led 8: Tæt afpudsning lige efter frøhøst, led 9 og 10: 3 og 6 ugers udsættelse deraf, samt led 11: 3 gange afpudsning, gav bedre resultat i engrapgræs end afbrænding lige efter frøhøst. Det gjaldt for begge sorter af engrapgræs i 2. frøavlsår.

 

Behandlingen i led 8 gav hos begge sorter af rød svingel et lidt større frøudbytte i 2. år end den samtidige afbrænding. Udsættelse af afpudsningen i 3 eller 6 uger i led 9 og 10 gav væsentligt dårligere resultat. De 3 gange afpudsninger i led 11 gav hos rød svingel et meget dårligt resultat.

 

Behandlingen med sen og tæt afpudsning plus afbrænding i led 12 gav kun hos Erte et acceptabelt resultat.

 

I 3. frøavlsår havde den samtidige afbrænding i led 2, led 3 og led 4 ligesom i 2. frøavlsår nogenlunde samme effekt inden for den enkelte sort. Sammenlignet med led 1 i afdeling y var der i 3. frøavlsår stor positiv effekt for denne afbrænding. Størst effekt havde afbrændin­gen hos engrapgræs Trampas og rød svingel Rubina og mindst hos rød svingel Veni. Udsættelse af afbrændingen i indtil 6 uger gav ligesom i 2. frøavlsår et stigende frøudbytte hos Erte. Hos Trampas og begge sorter af rød svingel gav udsættelse et stærkt og tiltagende fald i udbytte.

 

I 2. frøavlsår gav den tætte afpudsning lige efter frøhøst i led 8 et lidt større frøudbytte end den samtidige afbrænding i led 2 (se side 74). I 3. frøavlsår gav led 8 mindre end led 2. Udsættelse af afhugning til 3. og 6. uge gav overalt et fald i udbytte i 3. frøavlsår. Det samme gjaldt behandlingen i led 12.

 

Den positive effekt af halmafbrændingen tiltog med frømarkens alder. Tabel 39 viser den procentiske fremgang i frøudbytte fra ube­handlet i led 1 til halmafbrænding lige efter frøhøst i led 2. Tallene er gennemsnit af behandlingerne x og y.

 

Halmafbrændingen havde størst effekt i rød svingel, Rubina. Udbyt­teforøgelsen steg i denne sort fra 21% i 2. frøavlsår til 119% i 4. frøavlsår. For de andre sorter var der ingen eller kun en mindre positiv effekt for afbrændingen i 2. frøavlsår, men væsentlige forøgelser i udbytte i 3. og 4. frøavlsår.

 

Figur 14. Relativt udbytte efter tæt afpudsning med skiveslåmaskine.

Afbrænding lige efter høst=100. E= Erte, T= Trampas, V= Veni, R= Rubina.

Udbytterne i forsøgsbehandling nr 8, 9, 10 og 12 er vist ved søj­ler.

Bemærk, at søjlernes laveste punkt er 40% af udbyttet i forsøgsbe­handling nr 2.

 

 

Tabel 39. Procentisk udbytteforøgelse for afbrænding af frøgræshalm.

Gennemsnit af afdeling x og y.

 

 

---

Håndbog i Frøproduktion" er skrevet af Anton Nordestgaard og Sigurd Andersen. Eventuelle spørgsmål til indholdet kan rettes til .