Hundegræs

Kornvægten er ca. 1,0, og der sås 24 kg frø pr. ha i 1-2 cm dybde (SP ber. nr. 1446). Der sås normalt i en dæksæd af vårbyg. Der bruges som regel lille rækkeafstand, men hundegræs er en kraftig afgrøde. Der kan sås på stor rækkeafstand, så der kan radrenses. Efter høst af dæksæden gror hundegræs kraftigt til, og afhugning i løbet af efteråret kan være nødvendig.

 

Der kan lægges ud i vintersæd, men hundegræs er en kraftigt vok­sende græsart, som ved efterårssåning kan genere dæksæden. Bruges vinterhvede som dæksæd, bør såning af hundegræs ske om foråret efter en let opharvning.

 

Dyrkning bør kun ske på god lerjord i god gødningskraft. Hundegræs er følsom for nattefrost i tiden forud for skridning, så avlen bør ikke placeres i egne med stor risiko for kolde nætter i maj.

 

Der høstes normalt frø i 1. år. Høstes frø i både 1. og 2. år, kan der tages en slæt i september efter 1. frøhøst. Det kan gøres, uden at det går væsentligt ud over udbyttet af frø i 2. år, forudsat at der gives kvælstof til grønafgrøden og kvælstof til næste års frøafgrøde efter høst af grønafgrøden.

 

Hundegræs betaler godt for kvælstof, og der er behov for større mængder om foråret end om efteråret. Der bør tilføres ca. 50 kg N om efteråret og ca. 110 kg tidligt om foråret (SP ber. nr. 1052). Gødnin­gen, der tilføres om foråret, bør udbringes i løbet af marts, gerne i første halvdel af marts, hvis jorden kan holde til færdsel.

 

Hundegræs er stivstrået som timothe, og lejesæd bør undgås. Behandling med Cycocel ekstra har givet positive merudbytter (Oversigt over Landsforsøg 1986). Flerårige marker bør holdes åbne efter frøhøst, fortrinsvis ved afbrænding. Eventuelt ved gentagne afhugninger eller ved harvning.

 

Hundegræs er tvemoden og spildsom i tør tilstand. Høstmetoden er derfor som for timothe skårlægning i tykke skår med selvkørende skårlægger. Der sættes høj stub, så kraftig og generende genvækst ikke når op gennem afgrøden og således, at vinden kan blæse gennem skåret. Der skårlægges ca. d. 15. juli, når de første frø er faldet af.


Vejringstiden er ca. 10 dage. Afgrøden kan ikke løftes, men skal lig­ge, til den er omtrent tør. I tør tilstand er hundegræs særdeles spildsom, så skåret må ikke rives i stykker af mejetærskerens pick-up.


Svend Tveden-Nyborg, - siden er sidst opdateret d.16. januar 2006
Copyright 2007-2010 • Aarhus Universitet • Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Webportalen er hostet af Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet