Engrapgræs
Engrapgræs dyrkes på god lerjord i landets sydlige og østlige egne. Det
er ikke lykkedes at bringe udbyttet af denne art op på et rimeligt
sikkert udbytte i 1. års marker efter udlæg i vårbyg. Den traditionelle
fremgangsmåde har været at udlægge engrapgræs i blanding med hvidkløver
til høst af hvidkløver i første frøavlsår, og engrapgræs i det næste
eller følgende år. Desværre kan en kraftig afgrøde af hvid-kløver hæmme
eller ødelægge rapgræsset. Desuden er der ikke frømarker nok med
hvidkløver.
Der er gennemført omfattende forsøg med udlæg i vinterhvede, vinterbyg,
vinterraps og ært. En omtale af disse forsøg findes på siderne 15-17. Man
må være opmærksom på, at engrapgræs er en art, der har svært ved at komme
i den biologiske tilstand, der er en forudsætning for blomstring og
frøsætning. En gennemsnitsværdi for frøudbytte efter en bestemt
dækafgrøde er ofte en middelværdi af både gode og dårlige resultater.
Der anbefales en udsædsmængde på 4-8 kg pr. ha, men meget mindre kan
gøre det, hvis såbedet er perfekt. Kornvægten er 0,3, og de små frø
kræver bekvem, fugtig jord og en sådybde på højst een cm. Fremspiringen i
marken er lav.
Der høstes som regel kun frø i et eller to år, idet det er svært at holde
bestanden åben, og tætte bestande sætter kun få frøstængler. Afbrænding
lige efter høst har givet gode resultater. Nedvisning med Reglone i
september og afbrænding af det afsvedne har givet et godt resultat med
sorten Erte, der er en marktype, men dårligt resultat for sorten Trampas,
der er en plænetype (SP ber. nr. 1938). Den sene afbrænding kan være
aktuel, når der er forbud mod afbrænding lige efter høst.
Der tilføres ca. 150 kg N årligt til en afgrøde af engrapgræs, der er
lagt ud i vinterhvede. Denne kvælstofmængde fordeles med 60 kg efterår og
90 kg forår. Etableres en bestand i hvidkløver eller ært, gives kun 15-20
kg N efterår og ca. 75 kg forår. Til 2. og 3. års mark gives 90 kg
efterår og 60 kg forår (SP ber. nr. 1989).
Engrapgræs har mange, ret tynde frøstængler, men er ikke blød-strået, og
kraftig lejesæd er ikke almindelig. Forårsgødningen tilføres, så snart
marken kan holde til færdsel i marts.
Høsten sker 5: 10.juli ved skårlægning i tynde skår med tærskning efter
en uges vejring. Engrapgræs er ikke særlig spildsom, men rentærskning er
vanskelig, hvis afgrøden ikke er helt tør. Det er dog sjældent, at man
opnår meget ved 2 gange tærskning.
Kun få partier af engrapgræs er fri for indblanding af alm. rapgræs. En
håndlugning eller pletsprøjtning bør foretages på et tidspunkt, hvor alm.
rapgræs kan skelnes fra engrapgræs på grundlag af en lysere bladfarve.
Enårig rapgræs er almindelig, hvis der opstår bare pletter i marken, eller
hvis vækst af engrapgræs hæmmes, f.eks. i hjulspor. Alm. og enårig rapgræs
kan ikke renses fra engrapgræs. De to arter bør holdes nede ved lugning
eller ved sprøjtning med moderate doser af Reglone eller Tribunil.
Meldug og rust er almindelig i visse sorter. I modtagelige sorter opnås
ofte betydelige merudbytter for behandling med fungicider om foråret, selv
om en fuldstændig bekæmpelse næppe er mulig.
De nye plænegræssorter er kortere end de ældre fodertyper, og indblanding
af langstråede sorter ses let. Sortsskifte er vanskeligt, fordi spildfrø
bevarer spireevnen i jorden i mange år.
Svend Tveden-Nyborg, - siden er sidst opdateret d.16. januar 2006