Bifamilien
I Danmark findes 70-80.000 bifamilier, og sætter vi antallet af bier i et
enkelt bisamfund til ca. 60.000 bier, når vi op på omkring fem mia.
honningbier til bestøvning og indsamling af honning.
Den enkelte bifamilie består af en dronning, nogle få hundrede hanner, også
kaldet droner, og 5060.000 arbejderbier.
Bisværm
Når et bisamfund i maj-juni måned når op på så store mængder af bier, at
de knap kan være i deres bolig, kan man opleve, at bierne giver efter
for deres naturlige trang til at formere sig – bierne sværmer.
Kort tid forinden er de begyndt at udklække nye dronninger, hvorefter
den gamle bidronning forlader stadet med ca. halvdelen af dets
indbyggere.
En bisværm er fredelig
Nu er der en del mennesker, der flygter i skræk, så snart de ser en
bisværm, men bierne er under disse forhold egentlig slet ikke så farlige
eller stikkelystne.
Man skal selvfølgelig undgå at få dem ind under tøjet eller i håret –og
slet ikke slå efter dem.
Bierne har i denne situation svært ved at komme til at stikke, da de har
fyldt deres honningmave til bristepunktet med rejsefoder for at medbringe
energi til opbygning af deres nye bolig, f.eks. i et hult træ eller i en
hulmur, hvor det for øvrigt kan være næsten umuligt at få dem ud igen,
hvis de først er begyndt at bygge.
Husning af en bisværm
Før det er nået så vidt, har sværmen umiddelbart efter, at den har forladt
sin gamle bolig, ofte sat sig lige i nærheden af stadet i en busk eller et
træ i en stor klump. Måske kan man her få en biavler til at huse sværmen i
en bikube, og få sværmen slået ind i et nyt bistade, se foto 2 og 3. Mange
har startet biavl på denne måde.
Svend Tveden-Nyborg, - siden er sidst opdateret d.13. juni 2006