Udnyttelse af trækkilder

Den dygtige biavler, som opnår de pæne honninghøstresultater, er kendetegnet ved, at han eller hun gennem det tidlige forår forstår at sætte sine bifamilier op til maksi­mal styrke til hovedtrækket, ofte raps, uden at de sværmer. Det kræ­ver imidlertid foruden sværmtræge dronninger, at der i det lokale om­råde er et godt pollentræk, især i forsommeren inden for en forholds­vis kort afstand fra bigården.

 

Vandrebiavl

Er de lokale trækmuligheder ikke til stede, må biavleren overveje at flytte sine bier til bedre »græs­gange«, enten for vedvarende eller for et kortere suppleringstræk.

 

Men det er altsammen noget, der koster penge, ekstra arbejdsindsats og ikke at forglemme – flytteattest.

 

Vandring over længere afstande har i Danmark kun betydning i for­bindelse med det sene lyngtræk på hedearealer i Vest- og Nordjylland.

 

Lyngtræk

Ofte er hedens forfald årsag til et for lille lynghonningudbytte, så lyngtrækkets fortsatte værdi for bi­avleren vil i høj grad afhænge af en god lyngpleje.

 

Intensiveres og vedligeholdes en sådan lyngpleje ikke, vil det med­føre tab af værdifulde biavlsres­sourcer, fordi lynghonning er en meget eftertragtet honningtype, som udgør en mulighed for forøgelse af den danske honningpro­duktion på ovennævnte landskabs­type – og det endda med et pro­dukt, der er uden afsætningspro­blemer

Ved stadig lyngpleje kan der hentes en yderst delikat honning fra jyske hedearealer.