Ny teknologi i kvalitetsanalyse af kløver-, græs- og havefrø med særligt henblik på forøgelse af frøvægt og frøkvalitet
Anvendelse af nær infrarød refleksions (NIR) spektroskopi og nær infrarød
transmissions (NIT) spektroskopi til kvalitetsanalyser af f.eks. korn
bliver mere og mere udbredt. Det er derfor oplagt at teste om teknologien
kan anvendes i kløver-, græs- og havefrø. I dette projekt blev der
fokuseret på:
-
Anvendelse af NIR og NIT til prædiktion af vandindholdet og
kvælstofkoncentrationen i hele og formalede græsfrø af almindelig
rajgræs og rød svingel
-
Anvendelse af sengødskning med kvælstof for at øge frøvægten og
kvælstofindholdet i rød svingel
-
Optimal fordeling af forholdet mellem kvælstof tilført i efteråret og
foråret i strandsvingel
Kløverfrø var også med fra projektets start men arbejdet med græsfrø og
havefrø blev mere omfattende end først antaget, så det blev besluttet at
fokusere på disse. Arbejdet med havefrø blev lavet i samarbejde med
projektet ’Frø til babyleaf og spirer’.
I projektperioden blev det klart, at forholdet mellem kvælstof tilført i
efteråret og foråret i strandsvingel og rød svingel kan have en effekt på
den endelige frøvægt. Samtidig var der et stort ønske om at udnytte
teknologien til at formidle dette budskab. Det blev derfor besluttet at
lave en internetbaseret model hvor frøavlerne kan indtaste prisen på
kvælstof og den forventede pris på det høstede frø. En udbytteresponsmodel
baseret på tidligere forsøgsresultater udført ved Aarhus Universitet, Det
Jordbrugsvidenskabelig Fakultet skulle anvendes til at beregne den
økonomisk optimale kvælstoffordeling mellem efterår og forår i
strandsvingel. Vi har fået en meget positiv tilbagemelding på den
internetbaserede model (
se model her ).
Resultater
Der er en stigende global interesse for græsfrø med en
meget høj kvalitet, og det er muligt at opnå en forbedret frøkvalitet i den
høstede vare. I dette projekt anvendte vi nye teknologier til at
optimere slutproduktet. Resultaterne viste
gode muligheder for at skabe special produkter med høj kvalitet.
Strategien er derefter at videreudvikle og implementere disse
teknologier i frøbranchen. En væsentlig forudsætning for at det lykkes er
dog, at frøavlerne fortsætter med at udvikle deres dyrkningsteknikker
og -systemer, så den høje kvalitet af det høstede frø fra marken bevares
eller endnu bedre forbedres.
Rene Gislum, - siden er sidst opdateret d.11. marts 2010